Fire_modellen_tyk.png

SKAL JEG SMIDE SKOENE?

FÅ EFFEKTIVE REDSKABER TIL DIG
- OG DIT PARFORHOLD

Hver 14. dag modtager du gode råd og øvelser til dig – og dit parforhold. 
Få rabatter, invitationer og fordele direkte i din inbox.

Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger

Hånden på hjertet. Vi er ikke altid lige gode til at være mentalt forberedte, når vi skal have samtaler med vores partnere. Nogle gange bliver der lyttet med et halvt øre samtidigt med, at instagram tjekkes. Andre gange går vi straks i løsningsmodus, og informerer om, hvordan den ged skal barberes. Og den strategi er ikke god. For hvor mange gange har du selv taget en beslutning, fordi du fik at vide af din partner, at du bare skulle finde et andet arbejde, hvis det du havde, gjorde dig stresset?

Kommer din partner til dig med en bekymring, tvivl eller et uforløst behov og vil tale, er det vigtigt, at du tager ansvar for at opfylde det ønske. Husk, at hvis du mærker, at du ikke kan have en samtale lige nu, så meld det ud og sig, hvornår der er overskud på tale-kontoen.

Når du skal have en samtale, er din fornemste opgave at sikre, at din partner føler sig set og hørt. At du giver plads til, at der kan undersøges et behov eller en udfordring (vi coaches kan godt lide at bruge det ord i stedet for ‘problem’). Og at de konklusioner, der bliver fundet frem til, kommer fra din partner selv. Med din hjælp selvfølgelig.

Men det kan kræve træning at gå bevidst ind i samtalen. Så her er mine tre råd til, hvordan du mentalt kan træne dig i at være mere tilstede, når du skal tale med din partner.

1 · VÆR NYSGERRIG

Sammenlign din interesse for samtalen, som var det første gang, du skal på besøg i din partners hjem. I kraft af at du aldrig har været der før, ved du heller ikke, hvad der venter dig bag hoveddøren. Gad vide hvilken tv der hænger i stuen? Mon der er et barskab? Bliver væggen prydet med en plakat af Monets anemoner, eller har din partner strukket sig lidt på kunstfronten? 

Dette er en god måde mentalt at tilgå jeres samtale på. Vær åben og nysgerrig om hvad din partner har at sige. Du ved ikke, hvad der gemmer sig bag den næste sætning. Eller hvor det leder hen, når du giver plads til at gå en smule på opdagelse.

2 · VÆR YDMYG

Når man er på besøg et nyt sted, følger man også en vis etikette. Tænker, at du har jo pli nok til ikke at vade ind med store mudrede støvler på det hvide berber tæppe. Og du åbner nok heller ikke døren til soveværelset, og smider overtøjet på sengen uden at få lov. Du viser ydmyghed, og venter pænt til, at du har fået anvisninger.

Og ja, du har gættet rigtigt. Det er fuldstændig det samme, der gælder, i måden du spørger ind til din partner. Du skal fare med lempe og lytte til hvad der bliver sagt. “Er det ok at jeg spørger lidt mere ind til det du lige sagde?”. “Har du lyst til at fortælle noget mere om det?”.

2 · HVAD HAR DU BRUG FOR?

Skal du bare lytte, eller er der et ønske om, at du på et tidspunkt i samtalen skal komme med lidt input? Hvis du er i tvivl om, hvordan du kan hjælpe din partner bedst, så spørg. “Har du brug for at lytter, eller vil du have at jeg kommer med mine tanker?”. Det kan virke mærkeligt i starten at spørge så firkantet. Men det gør at du ved, hvordan du skal forholde dig under samtalen.

For at støtte din partner i samtalen er det altid en god ide, at du bruger de klassiske hv-ord til at spørge ind. Hvad gør situationen ved dig? Hvad kunne du tænke dig at gøre ved det? Hvad tænker du, det næste skridt kunne være? Stiller du denne type spørgsmål, giver det plads til, at snakken kan åbne sig op og gøre jer begge meget klogere på situationen.

At man som par kan komme til hinanden med sine tanker og blive mødt, er i min optik en meget vigtig komponent i et sundt forhold. For det holder jer ikke bare tætte og fortrolige, men også relevante for hinanden. Og det giver et forhold med lang holdbarhedstid.

Og med de ord håber jeg, at du får en dejlig jul spækket med gode samtaler.

Kh

//Mikkel