Jeg hører tit denne sætning, når jeg coacher mine mandlige klienter: ”Jamen, jeg er jo bare dårlig til det der med følelser.” Mange mænd har som udgangspunkt en forestilling om, at de er naturligt genetisk underbemidlede, når det kommer til at tale om eller vise deres følelser. Og selvom det måske ville give carte blanche til at slippe ansvaret for sig selv og sin relation, er jeg nødt til at skuffe dig, der krydsede fingre for den model. 

Vi mænd er udstyret med den samme mængde følelser som vores kvindelige modpart. Vi er lige så meget i stand til at være bekymrede, passionerede, eksalterede… ja, indsæt selv her. Men for mange hankøn handler det om, at følelseslivet aldrig er blevet trænet til at udtrykke, hvordan vi har det indeni. Der er blevet lagt en fin asfaltering over den slags pjat.

Og det er der nogle helt lavpraktiske årsager til. 

Måske er du som barn ikke blevet mødt i dine følelser som at være bekymret, bange eller angst for lejrskolen, tandlægen eller den store dreng fra 7a. Måske har du fået at vide, ‘at sådan en sej dreng ikke skulle spekulere over den slags’. Og hvis du nok gange får at vide, at dine følelser ikke har nogen validitet, ja, så resulterer det i, at følelserne bliver pakket væk. For en dreng som dig skal jo tydeligvis ikke have sårbarheder. Det bliver set som en svaghed. Og så har vi balladen.

På et tidspunkt møder vi en partner, der er rimelig ivrig for at vide, om vi har lyst til at bruge livet sammen med dem. Og lige netop her er et afvigende og uklart svar ikke en mulighed. Men bare rolig, hjælpen er inden for rækkevidde.

Her er en lille øvelse til at begynde og give dine følelser lidt mere plads. Er du så heldig at have en partner, så aftal at tjekke ind med hinanden, når I kommer hjem, og sammen gøre status på dagen. Var din dag god? Hvis ja, hvad var det så, der gav dig den følelse? Blev du glad for, at du fik ros af chefen? Fik det dig til at føle dig kompetent? Havde du en god snak med Kevin fra produktionen? Var samtalen god, fordi du følte, at han lyttede til dig, og det gav dig en fornemmelse af at være vigtig? Eller var det en god fornemmelse at hjælpe Kevin med hans udfordring? 

Det er en god ide at bede din partner om at spørge stille og roligt ind til dine oplevelser. Men bed hende om at træde på bremsen, hvis hun bliver for ivrig på dine vegne. Det er i starten i dit tempo, og du skal nok selv tage ansvar for din egen træning.

Ved at begynde at undersøge hvorfor dine følelser opstår, træner du dig langsomt, men sikkert i at åbne og give luft til dit følelsesliv. Og med tiden bliver du bedre til at have både dybe og svære samtaler med din partner. Men mere om det en anden god gang…

God træning.

Kh

//Mikkel