Hver 14. dag modtager du gode råd og øvelser til dig – og dit parforhold.
Få rabatter, invitationer og fordele direkte i din inbox.
Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger
Selvfølgelig ved du det. Det handler jo om at elske og støtte hinanden, bygge en smuk hverdag sammen med hus, søde velbalancerede børn og solfyldte sommerferier med kold rose og badevinger. Sådan. Sæt i gang. Men det er naturligvis ikke altid lige let. Var det, ville der ikke være en skilsmisserate, der ligger og prikker mod de 50%.
Så hvad er det, der går galt for mange par?
Der er naturligvis en række årsager. Men den første fejl, vi begår, er ikke at få forventningsafstemt, hvad det vil sige for os hver især at være i et parforhold.
Vi får for eksempel ikke talt om:
· Hvordan har vi brug for at blive set og hørt for at føle os elsket og ønsket?
· Hvor ser vi vores egne blinde vinkler?
· Hvordan tager vi af vores konflikter, ikke hvis, men når de opstår?
Men denne type samtaler tænker vi ikke specielt meget på, når hverdagen ruller. Og hvis vi gør, har vi ikke specielt meget lyst til at pille ved den slags. Og slet ikke, når vi lige har mødt hinanden og bogstavelig talt er marineret i en lykkerus af hormoner. Og hvorfor også ødelægge den gode stemning og drømmen, som I endelig har fået lov til at være en del af. Nej, det tager vi løbende. Og selvfølgelig kan vi det, for vi er jo opsat på at elske og støtte hinanden. Men når man først er dybt inde i en relation med hverdag, madkasser og giroindbetalinger, falder vi hurtigt ned i mønstre, hvor denne type samtaler kun bliver endnu sværere at få prikket hul på. Men manglen på disse vigtige samtaler svarer lidt til at tisse i bukserne. For det har dyrebare konsekvenser ikke at have en fælles forståelse for, hvad parforholdet er for en størrelse.
TIL DET ETABLEREDE PAR
Har I ikke haft de samtaler, er det bestemt ikke for sent. Aftal et tidspunkt, hvor I kan sætte jer ned uforstyrret med en kop varmt og tage temperaturen på hinanden og relationen. Ud over de spørgsmål jeg stiller længere oppe i teksten, er her en anden portion, som er gode at stille til hinanden:
· Hvordan synes jeg, at vores relation har det på en skala fra 1-10?
· Hvor drømmer jeg om, at vores forhold er på vej hen?
· Hvor kunne jeg godt tænke mig, at vi blev bedre til sammen?
· Hvordan ser du, at jeg kunne blive bedre til at se dig?
· Hvordan kunne jeg godt tænke mig at blive mere tanket op i vores relation?
Giv plads til, at I hver har taletid på måske 5 eller 10 minutter, hvor den anden lytter efter og stiller spørgsmål ind til svarene. Og husk nu, at det er forbudt at komme med kommentarer. Når den ene føler sig færdig, er det den andens tur.
LÆS OGSÅ: Sådan får du de bedste samtaler med din partner
TIL DET NYE PAR
Hvis I gerne vil fremtidssikre jeres forhold, er det vigtigt, at I fra starten er villige til at have denne type samtaler. Fordelen er, at I er i ‘fredstid’ og har et stort overskud til at lytte til hinanden, og at I stadig er meget åbne for hinandens behov og kan forme jeres relation, mens mørtlen er våd. Udnyt den chance. Vær nysgerrig på hinanden, og spørg ind, hvis du er i tvivl om, hvad der ligger i svarene.
Rigtig god samtale.
//Mikkel