Fire_modellen_tyk.png

UNDSKYLD

FÅ EFFEKTIVE REDSKABER TIL DIG
- OG DIT PARFORHOLD

Hver 14. dag modtager du gode råd og øvelser til dig – og dit parforhold. 
Få rabatter, invitationer og fordele direkte i din inbox.

Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger

‘Undskyld’ er måske et af det mest kraftfulde og sårbare ord, du kan bruge overfor din partner. Det bliver tit brugt i sin mest lette form, som når man for eksempel støder ind i sin partner i mellemgangen, hvor begge har retning mod toilettet. Når man afbryder midt i en sætning. Eller hvis man har købt kylling i supermarkedet i stedet for den aftalte helleflynder. 

Men vi glemmer, at ‘undskyld’ også skal bruges i sin mest dybfølte form, når det handler om at genoprette forbindelsen til hinanden i relationen. For der opstår selvfølgelig situationer, hvor vi er gået over en grænse, har brudt tillid og har handlet, så vores partner ikke føler sig forbundet til os. 

Det er her, at der skal falde et ‘undskyld’, der kan mærkes. Ikke et ‘ups, købte kylling i stedet for et fisk-undskyldning’. Men en dybtfølt anerkendelse af at du ikke har levet op til din partners forventninger. Man må ALDRIG (ja, det skal skrives med stort) bede om forladelse med en efterfølgende argumentation om, hvorfor du handlede, som du gjorde, for det devaluerer intentionen. Og lige nu handler det ikke om en selvbestaltet benådning af din egen eksistensberettigelse i forholdet.

DET KAN VÆRE SÅRBART AT GIVE EN UNDSKYLDNING

Lad os lige slå en ting fast med syvtommersøm: Det kan være meget sårbart at skulle levere en undskyldning. For tænk nu, hvis din partner blot ventede på at eksponere det dårlige menneske, du er, for endelig at kunne smide dig for porten. Av.

Det kræver en bevidst indsats at sætte sin egen bagdel i klaskehøjde og tage ansvar for situationen. Men det er essentielt, at du er i stand til at lægge dig fladt ned og vise, at du forstår, at du er en del af et partnerskab hvor du tager ansvar for dine handlinger. Og en undskyldning, der kommer fra et autentisk sted, kan deeskallere en situation og hurtigt gøre, at I forbinder jer igen. Stikker du halen mellem benene, kommer der potentielle repressalier. Måske i form af en kold skulder i sengen eller en spids bemærkning, når du mindst venter det.

SÅDAN GIVER DU EN GOD UNDSKYLDNING

Når du giver en undskyldning med tyngde, skal det ikke foregå, når der bliver skåret løg, strøget bukser, eller imens ‘Hus til halsen’ kører i baggrunden. Du vælger et tidspunkt, hvor I begge har fokus. Vær til stede, læg telefonen væk, og se din partner i øjnene.

“Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig, som er vigtigt for mig, at du skal vide.”

“Jeg er oprigtig ked af det, jeg gjorde. Det er ikke den måde, jeg har lyst til at være på i vores relation og slet ikke over for dig. Det har du ikke fortjent, og det må du undskylde.”

Giv plads til dine ord kan få plads til at blive modtaget. Bliv i det, og stop dig selv for at fylde flere ord på, men vis at du mener det, du lige har sagt. En rigtig god opfølger er at toppe op med følgende spørgsmål:

Hvad kan gøre for dig for at gøre det godt igen?

Her er det meget vigtigt, at du tager ansvar for, hvad svaret er. For det skal følges til dørs. Og her håber jeg naturligvis, at du kan regne ud, at der er grænser for galskaben. Vi skal helst ikke ud i offentlig udskamning eller urimeligheder. Men et meget langt kram, en indsats for at det ikke sker igen, eller en justering i din måde at være i relationen på, er inden for skiven.

Rigtig god undskyldning.

Kh

//Mikkel