Hver 14. dag modtager du gode råd og øvelser til dig – og dit parforhold.
Få rabatter, invitationer og fordele direkte i din inbox.
Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger
Når du skal have svære samtaler med din partner, skal du helst være følelsesmæssig bevidst om, hvad der foregår indeni. For jo mere du er opmærksom på, hvilke følelser der bevæger sig i dig – desto bedre kan du sikre, at de ikke kommer til at diktere samtalen.
Vi er dog ikke altid lige gode til at tage en følelsesmæssig biopsi, inden vi bevæger os ind i svære samtaler, eller bliver bedt om at deltage i én. Så her er en lille daglig øvelse, du kan lave for at begynde at holde dig bedre ajour med dagens indre vejrudsigt. Og med tiden, vil du hurtigt kunne mærke svære og destruktive følelser, du skal være opmærksom på, inden du bevæger dig ind i samtalen.
KANARIEFUGLEN
I gamle dage tog man kanariefugle med ned i kulminerne. De drattede nemlig om, hvis der var høje koncentrationer af kulilte. Lå fuglen i bunden af buret, vidste minearbejderne, at den var gal, og at de skulle op. På samme måde, skal du også bruge din indre kanariefugl. Ikke for at stoppe dig for kvælningsdød i dit parcelhus. Men for at informere dig om, hvilke følelser, der kan kvæle dine vigtige samtaler.
Her kommer øvelsen:
Start med to til tre gange om dagen at sende din lille mentale fugl ind og mærk efter, hvad der foregår i dig selv. Brug 2 minutter i stilhed om morgenen, når du alligevel sidder på toilettet. Brug lidt tid i bilen på vej hjem, og inden du skal sove.
Spørg dig selv: Hvordan har jeg det lige nu? Er jeg glad, sur, ked af det, frustreret eller måske neutral? Hvad er den lille ting, der gnaver eller nager dig nede i mavsen? Er jeg sulten, eller sagde min partner noget i går, som stadig går mig lidt på?
Efter et stykke tid, kan du begynde at sende piphans af sted, når der skal kommunikeres om større eller mindre omtålelige emner med din partner.
Du vil med tiden opdage, hvordan det styrker din opmærksomhed på dit følelsesapparat og din mulighed for bedre at tage dig af dem. For du er ikke dine følelser. Det er nogle du har.
God flyvetur.
Kh //Mikkel