Fire_modellen_tyk.png

DET ER IKKE DIN PARTNER DER HAR ET PROBLEM I JERES FORHOLD. DET ER JER BEGGE.

Når vi er forelskede og på vej ind i en ny relation, har vi en ide om, at vi som par vil kunne tale om alt. Og naturligvis sammen vil løse alle de små bump der vil komme på vores vej. Men et stykke inde i vores forhold ryger kæden pludselig af. Det der startede som en normal samtale, eskalerer hurtigt til en regulær diskussion. Begge har hævede stemmer og et noget uheldigt kropssprog. Og der kommer ord ud af vores mund, vi svor, at vi aldrig ville sige til hinanden. Efter støvet har lagt sig går det op for os, at der er områder, vi ikke er i stand til at tale om, uden at det kuldsejler. 

Vi har en inkompetence i forholdet.

HVAD ER EN INKOMPETENCE I FORHOLDET?

Lad mig give dig et eksempel. Din partner fortæller dig, at der er lavvande på deres omsorgs- og intimitetskonto. Der er behov for din nærhed. Og det er ikke første gang, at det bliver meldt ud. Resultatet er, at alt stritter på dig, og 45 modsatrettede følelser melder sig. Du føler dig måske angrebet, ked af det, uretfærdigt behandlet og misforstået? Måske også en smule skamfuld over at få af vide, at du har misset skiven? Dine reaktioner vælter ud over din partner, og samtalen ender knapt så heldigt. Nu bliver emnet ikke taget op igen, for det er blevet til et minefelt der skaber dårlig stemning mellem jer. Og hvem har også lyst til at have det? Det er jo weekend, og naboerne kommer til skipperlabskovs. 

Hvis I har emner som resulterer i skænderi og tænders gnislen, er det tegn på, at lige her har I ikke de værktøjer der skal til, for at kommunikere hvad jeres behov er overfor hinanden. I har med andre en inkompetence I jeres relation.  

Lad mig lige slå fast, inden du føler dig helt forkert og som en fesen partner. Inkompetencer er helt normalt i de allerfleste relationer. Jeg har mange gange i mit liv stået med en partner, der er endt med DM i mudderkast, tårer eller døre der er smækkede så hårdt, at hængslerne hoppede. Alt sammen fordi vi ikke anede, hvordan vi kunne få den anden til at forstå vigtigheden i et presserende behov. 

At blive bevidst om inkompetencen i jeres kommunikation er meget vigtig, og I skal træne at blive opmærksom på, hvornår den opstår. Heldigvis er det er til at få øje på i kraft af jeres reaktionsmønstre, når I står i suppedasen. Om det så er, at I trækker våben eller flygter skrigende fra samtalen.

Spørgsmålet er så: Hvad gør I med denne nye indsigt. Sammen.

HVEM HAR ANSVARET FOR INKOMPETENCEN?

Den skarpsindige læser vil lægge mærke til, at det sidste ord, jeg skrev i forrige sætning, var ‘sammen’. For da I mødtes, havde I drømme, og sammen ville I løse de bump der ville opstå på vejen. Det ‘sammen’ er, hvad der altid har defineret jeres relation. Uden ‘sammen’ er I bare to mennesker. Hver for sig. Og det gælder stadig, om end det kan føles noget langt væk, når I står i en vederstyggelig samtale, og føler jer gjort forkert eller står med et uforløst behov. 

Det er her, at man skal huske: Det er ikke din partner, der har et uforløst behov. Det er jeres relation der har det. Og sammen har I en inkompetence, som I skal finde en løsning på.

FÅ råd og øvelser til dig – og dit parforhold

Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger.

3. RÅD TIL AT TAGE ANSVAR FOR INKOMPETENCEN. SAMMEN.

1.

Træn jer i at komme op i ‘helikopteren’ og se på jeres samtale oppefra. På den måde, kan I sammen blive bevidste om, hvornår samtalen går ud af gevind. Stop den ved at gøre hinanden opmærksom på, når det sker. Sig f.eks.: “Som vi behandler hinanden lige nu, så gavner den her samtale ikke vores relation”.

2.

Bliv bevidst om, i hvilke samtaler det går galt, og hvordan det kommer til udtryk, at I er inkompetente sammen. Tal altid om det i fredstid. Ikke imens kanonerne buldrer, og I har lyst til at kværke hinanden med en billig forlængerledning.

3.

Tal om, hvad I hver især har behov for, når samtalen bryder sammen. Skal I have pause i hvert jeres rum med en kop kaffe? Hoppe på stedet eller trække vejret dybt 4 gange og så give hinanden en krammer?

Husk at der skal lidt mere end to gange i fitnesscenteret før, at man får balder af stål. Det kræver en vis mængde træning før, at resultaterne kommer. Det samme er tilfældet, når I træner i at blive bevidste om jeres inkompetencer. Hav tålmodighed. Nogle dage er bedre end andre. Men hold fast. For når I først bliver opmærksomme på jeres inkompetencer, vil I opleve, at samtalerne løfter jeres forhold til et nyt niveau.

Bon courage.

Kh

//Mikkel