​​Parforholdet er en holdsport

Eksperterne har prøvet i 11 sæsoner af ‘Gift ved første blik’. Hvorfor er det ikke lykkedes dem at gøre parrenes forhold langtidsholdbare? Årsagen er et helt fundamentalt område. Det er desværre det samme område, der gør, at halvdelen af det ‘virkelige livs’ parforhold heller ikke klarer skærene.

Når parret for første gang møder hinanden, er de ikke bevidste om det. De er med det samme gået i gang med en holdsport, hvor en samtalekultur skal opbygges. Den skal ikke kun tage sig af de emner, man er enige om. Den skal også rumme de tvivl, bekymringer og usikkerhed, der naturligt opstår, når to mennesker skal lære hinanden at kende.

I holdsport har vi et ansvar for at få spillet til at flyde og fungere. Når det ene hold scorer, lægger det andet sig ikke ned og græder i grønsværen. De samme vilkår gælder i et forhold. Du skal kunne lytte til din partner. Du skal acceptere at høre, at du ikke altid er perfekt, og at din partner til tider slår sig på dig.

Få råd og øvelser direkte i din inbox

Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger

Tal om tvivlen, før den vokser sig stor

Hvis muligheden ikke findes for at tale om tvivl og bekymringer, begynder der at vokse en knude af usikkerhed. Ingen af parterne ved, hvordan de skal tage sig af den. En tvivl, der skyldes manglende evne til at afklare reaktioner og mønstre. Den efterlader spørgsmål om, hvad der egentlig foregår hos den anden.

Derfor er det vigtigt, at I som par tager snakken om, hvordan I håndterer kritik fra hinanden. Samtidig handler det ikke om kun at insistere på at fremstå højpoleret. For i de svære samtaler ligger muligheden for at justere måden, I er sammen på.

Hermed en opfordring til at spørge hinanden: Hvordan føler du at jeg modtager kritik fra dig? Hvordan kan jeg blive mere imødekommende overfor dig, når du har noget på hjertet?

I skal ikke vinde over hinanden – I skal vinde sammen, som det hold I er.

Rigtig god samtale.

Kh

//Mikkel

Fra teori til handling

Mikkel Braginsky coacher mænd og par – fokus på ansvar, kommunikation og relationer

Hvis du kan mærke, at du gerne vil omsætte refleksion til konkret handling i dine relationer, tilbyder jeg en 15 minutters gratis indledende samtale.

I min coaching arbejder jeg med mænd og par, der vil træne evnen til at forstå sig selv tydeligere, kommunikere mere præcist og tage mere ansvar, når det gælder.

Jeg tilbyder coaching for mænd og par i København og Nordsjælland – samt online.