Det kan koste dyrt ikke at lytte efter

“Jamen, jeg troede, at alt var fint – og at vi havde det godt sammen?!”

Den udmelding fik jeg forleden fra en tydeligt overrasket klient. Hans kone havde meldt ud, at hun ville se forandringer. NU. Det interessante var, at ifølge ham var det fuldstændig gået forbi hans næse.

Men, da vi begyndte at dykke ned i suppedasen, han var havnet i, og de signaler, der var blevet givet, begyndte billedet at se anderledes ud. Det viste sig at handle mere om, at han ubevidst var gået i en bue uden om signalerne og de svære samtaler, og at han ikke havde lyttet til, hvad der faktisk blev sagt.

Derfor koster det dyrt ikke at lytte efter

Det er sjældent morsomt at få kritik – og slet ikke, når ens partner informerer en om, at man ikke har levet op til forventningerne. Det er helt naturligt ubevidst at forsøge at fjerne sig fra ubehag. For det kan være overvældende, hvis man ikke er trænet i, hvordan man håndterer kritik og de negative følelser, der følger med.

Samtidig er mange ikke øvet i at registrere de signaler, deres partner sender. For de er ikke altid lige tydelige.

Kritikken kan komme til udtryk på mange måder. For eksempel som små, gentagne, spidse bemærkninger, et fnys eller en grimasse. Andre gange er utilfredsheden åbenlys og bliver sagt direkte.

Her får du tre råd til at blive mere opmærksom på din partners signaler.

1. Læg mærke til gentagelser

Hvis din partner siger det samme igen og igen, så lad være med bare at behandle det som støj. En gentagelse er ofte et signal om, at noget ikke er blevet hørt.

Det kan være en kommentar om, at du altid skal noget andet, når din partner har brug for kontakt. At du tit virker fraværende. Eller at din partner ofte står med følelsen af at være alene med det praktiske.

Når noget gentager sig, så spørg:

“Jeg kan høre, at du har sagt det her flere gange. Hvad er det, jeg ikke har forstået?”

Spørgsmålet kan være ubehageligt at stille. Men, det er langt mere effektivt end først at lytte, når din partner har fået nok.

2. Spørg før du forklarer

Når du bliver ramt af kritik, vil du sandsynligvis få lyst til at argumentere for din sag. Det er meget menneskeligt. Men hvis du forklarer dig for hurtigt, risikerer du at overhøre det svar, der ligger i det, din partner siger.

Prøv i stedet at stille spørgsmål for at forstå, hvad det handler om:

“Kan du ikke sætte lidt flere ord på, hvad det gør ved dig?”

At spørge ind til situationen betyder ikke, at du skal være enig i alt. Det betyder, at du får mere information om situationen, så du bedre kan forstå dit ansvar.

3. Lyt efter behovet bag kritikke

Kritik er sjældent kun kritik. Bag den ligger der ofte et ønske om at få et behov opfyldt og et ønske om at justere jeres relation.

Hvad ligger der bag kritikken? Hvad er det egentlig, din partner beder dig om? Hvad er det, du ikke ser?

· Hvis din partner siger: “Du er aldrig nærværende”, kan behovet være kontakt.
· Hvis din partner siger: “Jeg skal altid tage initiativ”, kan behovet være at føle sig set og elsket.
· Hvis din partner siger: “Du lytter ikke”, kan behovet være at blive taget alvorligt.

Det er ikke sikkert, du gætter rigtigt. Men bare det, at du begynder at lytte efter og spørge ind, ændrer samtalen. Det giver jer en bedre mulighed for at forstå, hvad der faktisk er på spil, og hvad der skal justeres.

Det kan koste dyrt ikke at lytte efter – og især efter de små signaler. For det er sjældent, at der fra starten bliver råbt højt. For nogle gange er udfordringen ikke, at din partner ikke har sagt det, men at du først hører det, når det er for sent.

Fra teori til handling

Mikkel Braginsky coacher mænd og par – fokus på ansvar, kommunikation og relationer

Hvis du kan mærke, at du gerne vil omsætte refleksion til konkret handling i dine relationer, tilbyder jeg en 15 minutters gratis indledende samtale.

I min coaching arbejder jeg med mænd og par, der vil træne evnen til at forstå sig selv tydeligere, kommunikere mere præcist og tage mere ansvar, når det gælder.

Jeg tilbyder coaching for mænd og par i København og Nordsjælland – samt online.