Jeg møder mange mænd, der leder efter et svar på et simpelt spørgsmål: Hvordan er man egentlig en mand i dag?
Mit svar er lige så simpelt – men det kræver noget af dig: Du skal være præcis.
Det er vigtigt at sige, at du ikke skal forveksle præcision med styrke i den klassiske forstand, som mange mænd er opdraget til. At være stærk – fysisk, økonomisk, karrieremæssigt – er gode egenskaber. Men de fortæller intet om, hvem du egentlig er indeni. Det kan efterlade mennesker omkring dig i utryghed, fordi de ikke ved, hvor de har dig. Styrke uden præcision bliver hurtigt tolket som hårdhed, kontrol og skaber følelsesmæssig afstand.
Din styrke bruges til at tage ansvar for, at kommunikere præcist hvem du er, hvad du kan, og hvor der er plads til forbedringer. Det betyder, at du er bevidst om, hvad du siger, og hvorfor du siger det. Du fremstår ikke som et hårdt, urokkeligt egetræ, der aldrig bøjer sig. Men som en mand, der kan bruge sin styrke til at stå fast i sine meninger, vise sin sårbarhed – og samtidig tage ansvar for at justere, når virkeligheden viser, at noget skal ændres.
Når jeg er præcis, betyder det for eksempel:
– At jeg siger det, jeg mener, fordi jeg har mærket efter, hvad jeg føler.
– At jeg tør indrømme, når jeg tager fejl – og rydder op, undskylder og justerer mig.
– At jeg kan sige: “Jeg ved det ikke” – i stedet for at svare uldent.
– At jeg tør fortælle dig, når du overvælder mig.
– At jeg er villig til at lytte til kritik.
Når jeg er præcis, ved du altid, hvor du har mig. Og det skaber en grundlæggende tryghed – både for mig selv og for de mennesker, jeg er tæt på.
Spørg dig selv:
– Er jeg tydelig nok i mit forhold, når det kommer til mine behov og grænser – eller håber jeg, at min partner selv gætter sig til dem?
– Ved mine børn eller kollegaer, hvornår jeg er til stede – og hvornår jeg er overvældet?
– Kan jeg indrømme, når jeg ikke har svaret – eller holder jeg fast i en facade af kontrol?
– Hvornår var sidste gang, jeg sagde undskyld og reelt justerede mig?
– Og hvad ville der ske, hvis jeg trådte mere præcist frem i mit liv – både som mand, som partner og som menneske?
Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende 15 minutters samtale, hvor du kan stille spørgsmål, dele din situation og mærke, om jeg er den rette coach for dig.