Forleden sad jeg over for en klient, der fortalte, at han bare ikke var typen, der kunne udtrykke sine følelser. Den historie – og det selvbillede – havde han haft med i rygsækken ind i de fleste af sine relationer, hvilket sjovt nok havde givet ham en del udfordringer i sine forhold.

Ideen om, at man bare ikke er én, der har adgang til sine følelser – som var det et nedarvet, genetisk handicap – er desværre et narrativ, mange mænd køber ind i. Især når de bliver udfordret af deres partner på at fortælle, hvad der sker indeni.
Det er jo også praktisk ikke at skulle forholde sig til sine følelser, når ens partner spørger, hvorfor man trækker sig, når hun bliver ked af det. Eller hvorfor vreden viser sig, når den, man deler sit liv med, prøver at tale om, hvad ens handlinger har gjort ved dem.

Man skal kunne kravle før man kan gå

Lad os lige slå én ting fast: Det handler aldrig om, at du ikke er disponeret for at kunne tale om dine følelser – men derimod om, at du ikke er trænet i at undersøge dem. Til gengæld har du lært at handle, løse og fikse hurtigst muligt – men ikke at udtrykke.

Som med alt andet i verden skal der øvelse til, før man mestrer en ny disciplin. Det samme gælder her. Aftal med din partner måder, du kan få muligheden for – stille og roligt – at mærke ind i, hvad der sker i dig.

Her er forslag til, hvordan I sammen kan begynde træningen.

Fem minutter om dagen

Sæt fem minutter af hver aften, hvor I skiftes til at svare på ét spørgsmål:

“Hvad har påvirket dig mest i dag?”

Ingen må afbryde, forklare eller løse noget. Bare lyt.
Det handler ikke om at gøre noget rigtigt – men om at øve sig i at være vidne til hinandens indre liv.

Jeg mærker, at…

Lav en lille regel i jeres samtaler: hver gang du vil sige “jeg synes” eller “jeg tænker”, så prøv i stedet at sige “jeg mærker…”. Det træner forbindelsen mellem hoved og krop – og gør dig mere præcis, når du fortæller, hvordan verden påvirker dig.

Brug det, I ser sammen

Når I ser en film, hører en podcast eller læser en artikel – spørg hinanden bagefter:

“Hvad ramte dig mest i den?”

Det er en lavpraktisk måde at begynde at tale om følelser på, uden at det handler om jer. Ofte åbner de samtaler for noget langt mere personligt bagefter.

Rigtig god træning.

Du mangler ikke følelser – men træning

Mikkel Braginsky – coach for mænd og par

Mange mænd tror, de ikke er gode til at tale om følelser. Ofte betyder det bare, at de står alene med det, der sker indeni – og at relationerne bliver utydelige.

Jeg tilbyder coaching til mænd, der vil træne præcision: evnen til at mærke, udtrykke og tage ansvar for det, der faktisk foregår i dig – uden at lukke ned eller gå i forsvar.

Få en 15 minutter gratis indledende samtale, og hør hvordan jeg kan hjælpe dig.

Eller send mig en besked på Instagram eller LinkedIn.

Vi tales ved.