Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger
Et nyt år giver os blod på tanden til at ville ændre en adfærd i vores liv, hvor vi godt ved, at der er plads til en opgradering. Det kunne være at stoppe med at stikke en plade Marabou ind i munden efter aftensmaden. Tage løbeskoene på og så faktisk bruge dem til det, de er lavet til. Eller skrue ned for online-shoppingen. For hvem har i virkeligheden brug for en ny hårtørrer med bluetooth?
Men vi vælger tit nytårsfortsæt, hvor vi kan se den fysiske forandring. Et mindre bildæk om mavsen, eller måske en smule flere penge på kontoen i slutningen af måneden? Fortsættet handler dog sjældent om at ville ændre på vores karakter. For det kan kræve noget at kigge indad og tage ansvar for, at der er plads til forbedringer.
Prøv lige at trække vejret, og mærk efter. Hvor har du et mønster, som du godt ved, har det med at spænde ben for dig? Måske kan du se dig selv i et af disse dilemmaer:
· Går du ind i en samtale med en nej-hat på?
· Lader du ikke andre tale færdigt, inden du kommer med dine gode ideer eller løsninger?
· Føler du ikke, at du tager dine egne behov seriøst?
· Måske er du for hård ved dig selv, eller er du din egen værste kritiker?
For at dit mønster kan ændre sig, er du nødt til at træne det bevidst. Skriv i én sætning, hvad det er du vil ændre. Hav det liggende på et stykke papir ved din computer, i din bil eller ved sengen. Bed sågar din telefon om at påminde dig hver morgen.
Vær opmærksom på det, du vil ændre, når du går ind i situationer, hvor du ved dit mønster dukker op. Opdager du, at du er i gang med at gøre, som du plejer, så sig det højt: “Hov, der gjorde det igen.” Bed de mennesker omkring dig, du føler dig tryg ved, at prikke dig blidt på skulderen, når du falder i. Og så husk at have tålmodighed med dig selv. Man laver ikke en souffle i første hug.
Du vil opdage, at når du har et opmærksomt blik på det, du gerne vil ændre, begynder du inden længe at kunne ændre på dit mønster. Og så kan du indsætte et nyt, der er langt mere givende for dig og dine omgivelser.
Rigtig god mønster-jagt og godt nytår. Jeg hepper på dig!
Kh
//Mikkel
Hvis du kan mærke, at du gerne vil arbejde mere konkret med det, der sker i dig og dine relationer, tilbyder jeg en 15 minutters gratis indledende samtale.
I min coaching arbejder jeg med mænd og par, der vil træne evnen til at forstå sig selv tydeligere, kommunikere mere præcist og tage mere ansvar i deres relationer.
Jeg tilbyder coaching for mænd og par i København og Nordsjælland – samt online.