HAR I PAKKET DET VIGTIGSTE? JER SELV.

HAR I PAKKET DET VIGTIGSTE? JER SELV.

Når hverdagen ruller afsted, er der en del konflikter, bekymringer og tanker om vores partner og parforhold, vi skubber til side. For der er madpakker, der skal smøres, og årsrapporter, der skal skrives. Samtidigt med, at overskuddet til konfliktfyldte samtaler kan ligge på et meget lille sted. Men, det har en pris ikke at vedligeholde ens relation løbende. For når arbejdet og de praktiske gøremål stilner af og sommerferien melder sig, har det uforløste med at komme op til overfladen. De ting vi har samlet til bunke og skubbet væk, har det med at finde op til overfladen og begynde at larme, i det vi lægger os tilrette på badehåndklædet.

Hvorfor man pludselig synes, at ens partner går en på nerverne, vil ikke nødvendigvis være tydeligt. Ej heller hvorfor man måske mærker vrede, sorg eller frustration. Det er der bare uden at give en forklaring på hvorfor. Det kan være svært at håndtere den slags følelser, for det skulle jo være hyggeligt og afslappende med rosé og lange sløve dage.

Derfor er det godt ikke blot at pakke de tætsiddende speedos og faktor 20 (du skal nok tage faktor 30 med i stedet). I skal også pakke en indstilling om, at der skal være dybere samtaler om jer og jeres parforhold. Ligesom man skriver en huskeliste med, hvad der skal med i kufferten, er det lige så legitimt og fornuftigt at skrive ned, hvilke temaer, følelser og bekymringer, der skal tales om. 

Her er lidt hjælp til, hvilke emner listen kunne indeholde, og som er tankegods til at få samtalerne i gang.

FÅ råd og øvelser TIL DIG - OG DIT PARFORHOLD

Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger

Hvordan trives vi hver især i relationen?
– Føler vi os set, hørt og værdsat – og hvad kunne vi hver især ønske mere af?

Føler vi os forbundne?
– Oplever vi nærhed i hverdagen? Hvornår føler vi os tættest – og hvornår savner vi hinanden mest?

Hvordan går det med vores kommunikation?
– Kan vi tale ærligt og trygt med hinanden – også når det er sårbart eller svært?

Hvordan har vi det med intimitet og fysisk nærhed?
– Føles det trygt, rart og levende – eller er der noget, vi savner eller har brug for at tale om?

Hvad drømmer vi hver især om – sammen og individuelt?
– Er der noget i vores fremtid, vi skal tage fat på, støtte hinanden i eller justere kursen imod?

Aftal hvornår I skal tale sammen, så I sikre, at det bliver til noget og ikke bare ved tanken. Gå en tur, lig under parasollen eller find et sted på en klippe. Men for guds skyld, lad være med at tage samtalerne efter, at I har fået to flasker vin. Det er sjældent, at det kun er tømmermænd, man næste dag har det dårligt af.

Det er ikke altid let at tale om relationen og slet ikke, hvis der er noget negativt, der melder sig. Men husk at se denne type samtaler styrker jeres relation, og gør at I får en dybere forbindelse og langtidssikre jer som par. 

Rigtig god sommerferie og samtaler.

Kh

//Mikkel

COACHING: Tag ansvar for dit liv
og dine relationer

Kontakt mig for en gratis og uforpligtende samtale (15 min.), hvis du vil arbejde med selvudvikling, relationer og personlig vækst. 

Læs mere om min coaching her.

SÆT DIG SELV TIL SIDE

JO TÆTTERE PÅ - JO MERE PÅ SPIL

I dag får du en opsang om at tage ansvar for at være gode forældre – også når man ikke længere er sammen. 

Det hænder, at jeg i min praksis arbejder med klienter, som er endt i uheldige skilsmisser. Ikke alene har bruddet været knapt så yndigt – men børnene er også blevet taget som gidsler.

Ingen skilsmisser er sjove, selvom at bruddet forløber så godt, som det nu kan. Det kan jeg selv skrive under på. Men, hvis du oveni et brud også står med følelsen af et massivt svigt, du skal sluge – ja, så begynder det at være en svær størrelse at håndtere ansvarsfuldt. 

Men lad os lige få en ting på det rene. Dit brud handler om dig og din tidligere partners følelser, og det faktum, at I ikke klarede skærene. Men, hvor ulykkelig situationen end er, så har I som forældre et ansvar: Jeres børn skal igennem en svær periode på den bedst mulige måde. For konsekvenserne for et barn, der står mellem sine forældre, der ikke kan udholde hinanden, kan være store. Det skaber loyalitetskriser, er enormt utrygt, og kan give frygt for sin egen eksistensberettigelse. Endvidere giver I som forældre et knapt så godt billede af, hvordan man som voksen håndterer konflikter. Du skal derfor gøre alt, hvad du kan, for at sætte dig selv og dine egne følelser til side.

Her får du tre råd til, hvordan du viser dine børn, at man tager ansvar for sig selv og tilstanden af sit forhold:

FÅ råd og øvelser TIL DIG - OG DIT PARFORHOLD

Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger

1. Sæt barnets behov over jeres konflikter
Vis, at I som forældre stadig står sammen om at være deres trygge base. Undlad at tale negativt om den anden forælder foran barnet, og lad ikke jeres konflikt skygge for barnets behov. Den må du tage med dine venner eller din coach.. 

2. Giv barnet plads til sine følelser
Børn reagerer forskelligt – nogle trækker sig, andre bliver vrede eller kede af det. Brug tid på at anerkende de følelser, der opstår i dem UDEN at forsøge at fikse dem. Sæt ord på det, der sker: “Vi skal ikke bo sammen mere, men vi elsker dig lige meget begge to.” “Jeg forstår godt, at det er svært for dig, og du kan altid komme til mig og spørge.” Det giver barnet sprog og tilladelse til at føle.

3. Lav klare aftaler og hold dem
Børn har brug for forudsigelighed. Lav tydelige aftaler om samvær, ferier og hverdagen – og hold dem. Det giver ro og tillid. Og lad ikke barnet blive mellemmand i jeres kommunikation, når der er ændringer. 

DER ER FLERE RÅD AT HENTE I HANKØN

Julie Ralund og Flemming Møldrup, der tidligere dannede par og er forældre sammen, har skrevet bogen, ‘Slug kamelen’ om at være gode partnere efter bruddet. Lyt med og få flere gode tips og redskaber til at håndtere jeres nye roller.

Lyt med her >

Når det kommer til relationen til dine børn og ikke mindst ekspartner – så husk altid at tænke på den lange bane. I skal have en relation resten af livet, så I kan lige så godt starte så hurtigt som muligt, med at lægge det rigtige fundament.

Kh 

//Mikkel

COACHING: Tag ansvar for dit liv
og dine relationer

Kontakt mig for en gratis og uforpligtende samtale (15 min.), hvis du vil arbejde med selvudvikling, relationer og personlig vækst. 

Læs mere om min coaching her.