
HVORFOR ER DU SAMMEN MED MIG, HVIS JEG ER SÅ UBRUGELIG?!
FÅ EFFEKTIVE REDSKABER TIL DIG
- OG DIT PARFORHOLD
Hver 14. dag modtager Her får du gode råd og øvelser til dig – og dit parforhold. Modtag rabatter, invitationer og fordele direkte
i din inbox.
Læs i persondatapolitikken om hvordan jeg behandler dine oplysninger
Helt ærligt. Hvem i himlens navn har lyst til at få at vide, at vi ikke lever op til forventningerne fra ens partner? At du ikke deltager nok i det praktiske. Eller at du ikke er mentalt nok til stede i relationen, og din partner ikke føler sig set. Ubevidst gør vi en del for at undgå den type konflikter, hvor vi bliver konfronteret med sandheder, der forvrænger vores eget selvbillede.
Men konflikten er essentiel for, at du og din partner kan sikre, at jeres relation har en lang holdbarhed.
Konflikten er en af det største forhindringer i relationen. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at når vi ikke kan lide konflikter, bliver det en af hovedårsagerne til, at vi går fra hinanden. Grundlæggende strider det imod vores natur at være i en samtale, hvor vi får at vide, at vi er underfrankerede, når det kommer til at tage ansvar i relationen. At vi ikke har levet op til vores egne standarder. En konfliktfyldt samtale starter også en myriade af ubehagelige følelser i os. Skyld, skam, vrede, frustration, magtesløshed og sorg. Når de følelser sammenlægges med det budskab, din partner forsøger at kommunikere, begynder det hele at være noget af en suppedas. Og hvem har lyst til at byde den slags indenfor i parforholdet med åbne arme?
Derfor har de fleste af os udviklet ubevidste teknikker for at undgå dem. Alle på vores egne – mere eller mindre snedige måder. Man kan for eksempel bare lade være med at stille op til samtalerne og bruge undskyldningen om, at arbejdet lige nu fylder for meget. Så samtalerne om ‘os’ må derfor vente, til der er mere ro. Man kan også benytte strategien at devaluere hinanden under konflikten og bruge sarkasmen som en rambuk for samtalen: “Jamen lad os da bruge vores eneste fridag på at skændes”.
At trække offerkortet er også populært, når der kommer kritik i ens retning. Her kan man opgivende løfte armene og sige: “Jamen hvis jeg er så ubrugelig, hvorfor er du så sammen med mig?!”
Lad os sammen lave et lille tankeeksperiment.
Hvad hvis du inden en konfliktfyldt samtale ved hjælp af magi, helligånden og voodoo kunne trække dine følelser ud af ligningen. At alle dine uheldige erfaringer fra alle forrige konflikter forsvandt som en 15-årigs Breezer til et halbal. Hvordan ville du så se på den samtale, du skulle have med din partner? Ville den stadig være lige så svær? Eller ville det i virkeligheden blot være en samtale mellem to mennesker, der skulle løse en udfordring, der lå i vejen for deres liv sammen? Lad os blive lidt hængende i den pragmatiske tankegang. Hvis der lå noget og blokerede for din partners behov ønsker og drømme i jeres forhold, ville du så ikke forvente, at det blev kommunikeret?
Med det tankesæt kunne du så ikke vælge og se på konflikten som en fantastisk mulighed for at justere jeres relation, og hvor I er på vej hen?
Lad det lige marinere et øjeblik…
Imens er der her et par gode grunde til, at du skal se på konflikten som opbyggende for din relation:
FORBLIV RELEVANTE FOR HINANDEN
Der opstår fra begge parter løbende nye behov i relationen. For eksempel ønsket om at justere måden, I er kærester på. Hvordan I vil ses og anerkendes af hinanden. Eller skiftende præferencer mellem lagnerne. Hvis I kan tilsidesætte jeres egne følelser og sammen er villige til at undersøge behovet, har det flere fordele. Dels gør det, at der ikke opstår usagte tanker og følelser, der på sigt skaber utryghed og afstand mellem jer. Men det sikrer også, at I forbliver aktuelle med, hvad der foregår i hinandens indre liv. Og det giver jeres relation en lang holdbarhed.
JERES FORSKELLIGHED STYRKER FORHOLDET
Det er ikke altid en fordel at være enig om alt. Der er nemlig en stor styrke, at I er to individer med forskellige baggrunde, præferencer og holdninger. Det kan i den grad være en fordel, at du kan lide sushi, og din partner er mere til skipper labskovs. At du synes, at man først deler sine følelser, når man ved præcis, hvad der er baggrunden for dem. Men din partner mener det modsatte. Hvis I respekterer hinandens forskelligheder og er åbne over for, at I ikke har patent på sandheden, er det med til at udvide jeres horisonter. Det holder jer endvidere fleksible og åbne for introduktionen af andre forandringer i jeres forhold.
Så hermed en opfordring til, at I som par tager en samtale og ser på konflikten som en reel mulighed for vækst i jeres relation.
Så er der ikke andet end at ønske jer god fornøjelse. Sæt i gang.
Kh
//Mikkel
FÅ TRE BRUGBARE RÅD TIL AT NAVIGERE I DEN KONFLIKTFYLDTE SAMTALE
- HELT GRATIS
Jeg har lavet en samling af effektive og håndgribelige råd til, hvordan I sammen kan vende den konfliktfyldte samtale til en berigende, justerende samtale, der styrker jeres parforhold.
DETTE FÅR DU:
1. En mail, der giver jer de essentielle trin, som I skal have på plads, før I taler sammen
2. En opfølgende mail med simple regler for, hvordan I sammen kan navigere mellem justeringer, følelser, ønsker og behov i selve samtalen
3. En sidste mail, hvor jeg lærer jer den vigtige, og ofte oversete, del af samtalen, nemlig evalueringen.