I vores kultur har vi gennem generationer haft et ‘disney-illusion’ af, hvordan en relation skal være, føles og se ud. Allerede som børn lærer vi, at prinsen altid rider afsted med prinsessen i solnedgangen, forelskede og lykkelige til deres dages ende.

Men eventyret lærer os intet om, hvordan man i det virkelige liv håndterer de svære følelser, tvivl og uenigheder, der naturligt opstår i en relation. Spørgsmål opstår som: Er der noget, du mangler, eller har lyst til, men ikke siger til mig? Når du pludselig bliver stille, er det så fordi, du er i tvivl om vores fremtid? Ønsker du egentlig de samme ting i fremtiden, som jeg gør?

Her kommer forholdet – som Bambi – på glatis. For vi er ikke blevet skolet i, at kærlighed også rummer friktion, forskelligheder og øjeblikke af tvivl. Samtidigt er vi heller ikke forberedt på at håndtere, at vores partner til tider har andre følelser og meninger, der ikke nødvendigvis stemmer overens med vores egne forestillinger. 

(Artiklen fortsætter nedeunder)

Hvorfor har eksperterne gennem 11 sæsoner af ‘Gift ved første blik’ ikke lykkedes med deres eksperiment om at gøre parrenes forhold langtidsholdbare?
Årsagen er et helt fundamentalt område, som desværre er den samme, der gør, at halvdelen af det ‘virkelige livs’ parforhold heller ikke klarer skærene.

Når parret for første gang møder hinanden, er de ikke bevidste om, at de med det samme er gået i gang med en holdsport, hvor en samtalekultur skal opbygges. Den skal ikke kun tage sig af de emner, man er enige om – men også de tvivl, bekymringer og usikkerhed, der naturligt opstår, når to mennesker skal lære hinanden at kende.

I holdsport har vi et ansvar for at få spillet til at flyde og fungere. Når det ene hold scorer, lægger det andet sig ikke ned og græder i grønsværen. De samme vilkår gælder i et forhold. Du skal kunne lytte til din partner og acceptere at høre, at du ikke altid er perfekt, og at din partner til tider slår sig på dig.

Det er sårbart, når vi mere eller mindre frivilligt stiller op til en svær samtale med vores partner, hvor overskriften er kritik af ens indsats i relationen. Det er de færreste, der fra naturens side klapper i hænderne, når man får at vide, at man ikke har gjort den man elsker ked af det.

For at undgå ubehaget, har vi mange forskellige ubevidste strategier, vi trækker op af hatten i selvpreservationens navn. Ofte bliver modangrebet, at brokke sig eller klage over, at man overhovedet skal finde sig i at modtage kritik.

“Jeg føler mig simpelthen så forkert, når du kritiserer mig.”

“Det er utroligt, at vi altid skal til at tale om, hvor forkert jeg er!”

“Jeg kan åbenbart ikke finde ud af at være i en relation”.

Fokuset er flyttet fra selve kritikpunkterne, til en diskussion om det at få kritik.

Formålet med samtalen er faldet pladask på gulvet, og vi er nu i gang med at etablere en kultur, hvor der ikke er plads til at justere på forholdet. Hvorfor overhovedet forsøge at tale sammen, når samtalen alligevel ender i grøften? Endvidere skal vi bruge dage eller uger til at finde ind til hinanden igen.

(Artiklen fortsætter nedeunder)

I fredags holdt psykolog Trine Hjorth Bønnerup fra ‘Gift ved første blik’ og jeg live kærlighedsbrevkasse under Golden Days festivalen. Her fik vi et interessant spørgsmål: Er forelskelsen nødvendig for en relations langtidsholdbarhed?

Det korte svar er nej. Et forhold behøver ikke antændes af en brændende forelskelse, hvor alt er regnbuer og enhjørninger. Men i vores kultur forventes det, at parforholdet altid begynder som et Disney eventyr. Mange føler sig derfor forkerte, hvis de ikke mærker forelskelsen, når de møder en ny partner. Ofte kan projektet blive dømt ude netop på grund af de manglende sommerfugle i maven. 

Forelskelse er faktisk en form for sindssyge. Vi bliver fyldt med en ursuppe af dopamin, oxytocin og serotonin, der kan få os til at føle, at alting giver mening lige nu. Vi bliver blinde for konsekvenserne af alle vores handlinger. 

Men, når vi bliver ældre, begynder vi at have mere styr på os selv, og vi ved i langt højere grad, hvad vi vil, hvad vi er gode til, og hvor der er plads til forbedringer. Vi står grundlæggende stærkere i os selv. Det betyder også, at kærligheden tit spirer på et helt andet fundament: Vi har samme værdigrundlag, interesser og kan hurtigt mærke en forbindelse til hinanden. Denne forbindelse bliver kun med tiden dybere og stærkere.