Det er vigtigt, at du og din partner kan tale ud fra jeres følelser. Især når der sker noget i forholdet, som kalder på en justering. Men det er ikke det samme, som at følelserne skal tage styringen af jeres samtaler og forhold – for det kommer med en høj pris.

Et klogt menneske sagde engang:
“Følelser er som børn. Du skal ikke lade dem køre bilen – men du skal heller ikke putte dem i bagagerummet.”

At fortælle, hvordan man følelsesmæssigt påvirkes af ens partners gøren og laden, er essentiel information at give relationen. For det hjælper den anden empatisk med at forstå, hvad deres handlinger gør ved én. Følelserne kan dog generelt ikke bruges som argumentation for at stå på sin ret eller som en måde at undgå at tage ansvar for det, der bliver sagt til én.

Det kunne for eksempel være at holde fast i sin ret til at være krænket over at blive kritiseret for ens indsats – eller mangel på samme. Hvad selve indholdet af kritikken er, bliver der sjældent taget stilling til – eller hvorfor den overhovedet bliver bragt på banen:

“Jeg føler mig bare så forkert lige nu.”
“Jeg kan heller ikke gøre noget rigtigt, åbenbart!”
“Jeg kan ikke lide, at du taler negativt om mig.”

Denne måde at drive sit forhold på har store konsekvenser. For der bliver ikke plads til andet end at bruge følelserne som ammunition for at holde fast i sin ret til at forblive, som man er.

At møde en ny partner, der i forvejen har børn, kan være en større udfordring, end de fleste regner med. Og det bliver sjældent mindre udfordret af, at man selv har sine egne med i bagagen. Faktisk viser statistikkerne, at omkring 70% af alle sammenbragte familier ikke klarer mosten.

Det er der flere grunde til. En af de mest almindelige er forventningen om, at man hurtigt skal smelte sammen til én samlet familie. Men det skaber næsten altid problemer. Ikke fordi man ikke vil hinanden – men fordi virkeligheden ser anderledes ud:

· Man kommer med hver sin opdragelsesstil
· Man har hver sin måde at strukturere hverdagen på
· Man er vant til at være den, der bestemmer i sit eget system.

Derudover er det ofte uklart, hvad de nye forældreroller egentlig indebærer.
Hvem skal opdrage på hvem? Hvornår har man ret til at sige fra – og hvornår skal man trække sig? Hvor går grænsen mellem ansvar og overansvar?

Den uklarhed skaber gnidninger. Ikke kun mellem de voksne, men også i børnene – som skal navigere i nye relationer og nye regler.

Der er råd at hente
I de seneste to afsnit af HANKØN, har jeg talt med Louise Hansen, der er grundlæggeren af platformen Bonusvoksen. Her taler løsninger på de udfordringer, de fleste sammenbragte familier kæmper med: de uklare roller, loyalitetskonflikterne, mødet med bonusbarnet, opdragelsesstilen, der clasher og følelsen af hele tiden at skulle afkode sin plads.

I afsnittet får du mere klarhed over din rolle som bonusforælder, konkrete måder at tale med din partner og ikke mindst dine bonusbørn – og værktøjer til at passe på jeres parforhold. 

Du kan lytte med her

Rigtig god fornøjelse

Forleden sad jeg over for en klient, der fortalte, at han bare ikke var typen, der kunne udtrykke sine følelser. Den historie – og det selvbillede – havde han haft med i rygsækken ind i de fleste af sine relationer, hvilket sjovt nok havde givet ham en del udfordringer i sine forhold.

Ideen om, at man bare ikke er én, der har adgang til sine følelser – som var det et nedarvet, genetisk fejl – er desværre et narrativ, mange mænd køber ind i. Især når de bliver udfordret af deres partner på at fortælle, hvad der sker indeni.
For det er jo også praktisk ikke at skulle forholde sig til sine følelser, når ens partner spørger, hvorfor man trækker sig, når hun bliver ked af det. Eller hvorfor vreden viser sig, når den, man deler sit liv med, prøver at tale om, hvad ens handlinger har gjort ved dem.

Man skal kunne kravle før man kan gå

Lad os lige slå én ting fast: Det handler aldrig om, at du ikke er disponeret for at kunne tale om dine følelser – men derimod om, at du ikke er trænet i at undersøge dem. Til gengæld har du lært at handle, løse og fikse hurtigst muligt – men ikke at udtrykke.

Derfor skal der, som med alt andet i verden øvelse til, før man mestrer en ny disciplin. Det samme gælder her. Aftal med din partner måder, du kan få muligheden for – stille og roligt – at mærke ind i, hvad der sker i dig.

Jeg møder mange mænd, der leder efter et svar på et simpelt spørgsmål: Hvordan er man egentlig en mand i dag?

Mit svar er lige så simpelt – men det kræver noget af dig: Du skal være præcis.

Det er vigtigt at sige, at du ikke skal forveksle præcision med styrke i den klassiske forstand, som mange mænd er opdraget til. At være stærk – fysisk, økonomisk, karrieremæssigt – er gode egenskaber. Men de fortæller intet om, hvem du egentlig er indeni. Det kan efterlade mennesker omkring dig i utryghed, fordi de ikke ved, hvor de har dig. Styrke uden præcision bliver hurtigt tolket som hårdhed, kontrol og skaber følelsesmæssig afstand.

Din styrke bruges til at tage ansvar for, at kommunikere præcist hvem du er, hvad du kan, og hvor der er plads til forbedringer. Det betyder, at du er bevidst om, hvad du siger, og hvorfor du siger det. Du fremstår ikke som et hårdt, urokkeligt egetræ, der aldrig bøjer sig. Men som en mand, der kan bruge sin styrke til at stå fast i sine meninger, vise sin sårbarhed – og samtidig tage ansvar for at justere, når virkeligheden viser, at noget skal ændres.

Når jeg er præcis, betyder det for eksempel:
– At jeg siger det, jeg mener, fordi jeg har mærket efter, hvad jeg føler.
– At jeg tør indrømme, når jeg tager fejl – og rydder op, undskylder og justerer mig.
– At jeg kan sige: “Jeg ved det ikke” – i stedet for at svare uldent.
– At jeg tør fortælle dig, når du overvælder mig.
– At jeg er villig til at lytte til kritik.

Når jeg er præcis, ved du altid, hvor du har mig. Og det skaber en grundlæggende tryghed – både for mig selv og for de mennesker, jeg er tæt på.

Spørg dig selv:
– Er jeg tydelig nok i mit forhold, når det kommer til mine behov og grænser – eller håber jeg, at min partner selv gætter sig til dem?

– Ved mine børn eller kollegaer, hvornår jeg er til stede – og hvornår jeg er overvældet?

– Kan jeg indrømme, når jeg ikke har svaret – eller holder jeg fast i en facade af kontrol?

– Hvornår var sidste gang, jeg sagde undskyld og reelt justerede mig?
– Og hvad ville der ske, hvis jeg trådte mere præcist frem i mit liv – både som mand, som partner og som menneske?