Det er vigtigt, at du og din partner kan tale ud fra jeres følelser, når der sker noget i jeres forhold, som kalder på en justering. Men det er ikke det samme, som at følelserne skal tage styringen af jeres samtaler og forhold – for det kommer med en høj pris.

Et klogt menneske sagde engang:
“Følelser er som børn. Du skal ikke lade dem køre bilen – men du skal heller ikke putte dem i bagagerummet.”

At fortælle, hvordan man følelsesmæssigt påvirkes af ens partners gøren og laden, er essentiel information at give relationen. For det hjælper den anden empatisk med at forstå, hvad deres handlinger gør ved én. Følelserne kan dog generelt ikke bruges som argumentation for at stå på sin ret eller som en måde at undgå at tage ansvar for det, der bliver sagt til én.

Det kunne for eksempel være at holde fast i sin ret til at være krænket over at blive kritiseret for ens indsats – eller mangel på samme. Hvad selve indholdet af kritikken er, bliver der sjældent taget stilling til – eller hvorfor den overhovedet bliver bragt på banen:

“Jeg føler mig bare så forkert lige nu.”
“Jeg kan heller ikke gøre noget rigtigt, åbenbart!”
“Jeg kan ikke lide, at du taler negativt om mig.”

Denne måde at drive sit forhold på har store konsekvenser. For der bliver ikke plads til andet end at bruge følelserne som ammunition for at holde fast i sin ret til at forblive, som man er.

Følelser er vigtige, fordi de fortæller os, at noget er på spil. Men i sig selv hjælper de ikke med, hvordan vi løser udfordringen i forholdet – ej heller med at flytte eller justere relationen.

Du har følelser – men du er dem ikke – så her kræves noget andet af dig: at bevidst komme forbi følelsen og tage ansvar for at handle og justere din relation.

Tre måder at tage styringen tilbage

Sæt jer ned i fredstid og tal om, hvordan I hver især har det med at være i samtaler, hvor følelserne får frit spil. Er det til fordel for samtalen i jeres relation? Hvad har resultatet været af, at bølgerne går højt? Føles jeres forhold dybere af, at der mentalt bliver kastet med møblerne? Lyt efter, hvad der bliver sagt, og stil spørgsmål, hvis der er områder, der skal uddybes.

Aftal, at når en af jer begynder at mærke, at jeres samtaler kuldsejler, har vedkommende ret – i relationens navn – til at hæve flaget:
“Denne her samtale er IKKE til fordel for vores relation.”

Øv jer hver især i at beskrive, hvad I mærker, når den anden kommer med kritik – i stedet for at udleve følelsen. For når det sker, er samtalen grundlæggende gået skævt:
“Jeg kan mærke, at jeg virkelig har lyst til at forsvare mig selv – men jeg vil stadig gerne høre, hvad du har at sige.”

At møde en ny partner, der i forvejen har børn, kan være en større udfordring, end de fleste regner med. Og det bliver sjældent mindre udfordret af, at man selv har sine egne med i bagagen. Faktisk viser statistikkerne, at omkring 70% af alle sammenbragte familier ikke klarer mosten.

Det er der flere grunde til. En af de mest almindelige er forventningen om, at man hurtigt skal smelte sammen til én samlet familie. Men det skaber næsten altid problemer. Ikke fordi man ikke vil hinanden – men fordi virkeligheden ser anderledes ud:

· Man kommer med hver sin opdragelsesstil
· Man har hver sin måde at strukturere hverdagen på
· Man er vant til at være den, der bestemmer i sit eget system.

Derudover er det ofte uklart, hvad de nye forældreroller egentlig indebærer.
Hvem skal opdrage på hvem? Hvornår har man ret til at sige fra – og hvornår skal man trække sig? Hvor går grænsen mellem ansvar og overansvar?

Den uklarhed skaber gnidninger. Ikke kun mellem de voksne, men også i børnene – som skal navigere i nye relationer og nye regler.

Der er råd at hente
I de seneste to afsnit af HANKØN, har jeg talt med Louise Hansen, der er grundlæggeren af platformen Bonusvoksen. Her taler løsninger på de udfordringer, de fleste sammenbragte familier kæmper med: de uklare roller, loyalitetskonflikterne, mødet med bonusbarnet, opdragelsesstilen, der clasher og følelsen af hele tiden at skulle afkode sin plads.

I afsnittet får du mere klarhed over din rolle som bonusforælder, konkrete måder at tale med din partner og ikke mindst dine bonusbørn – og værktøjer til at passe på jeres parforhold. 

Du kan lytte med her

Rigtig god fornøjelse

Forleden sad jeg over for en klient, der fortalte, at han bare ikke var typen, der kunne udtrykke sine følelser. Den historie – og det selvbillede – havde han haft med i rygsækken ind i de fleste af sine relationer, hvilket sjovt nok havde givet ham en del udfordringer i sine forhold.

Ideen om, at man bare ikke er én, der har adgang til sine følelser – som var det et nedarvet, genetisk handicap – er desværre et narrativ, mange mænd køber ind i. Især når de bliver udfordret af deres partner på at fortælle, hvad der sker indeni.
Det er jo også praktisk ikke at skulle forholde sig til sine følelser, når ens partner spørger, hvorfor man trækker sig, når hun bliver ked af det. Eller hvorfor vreden viser sig, når den, man deler sit liv med, prøver at tale om, hvad ens handlinger har gjort ved dem.

Man skal kunne kravle før man kan gå

Lad os lige slå én ting fast: Det handler aldrig om, at du ikke er disponeret for at kunne tale om dine følelser – men derimod om, at du ikke er trænet i at undersøge dem. Til gengæld har du lært at handle, løse og fikse hurtigst muligt – men ikke at udtrykke.

Som med alt andet i verden skal der øvelse til, før man mestrer en ny disciplin. Det samme gælder her. Aftal med din partner måder, du kan få muligheden for – stille og roligt – at mærke ind i, hvad der sker i dig.

Her er forslag til, hvordan I sammen kan begynde træningen.

Fem minutter om dagen

Sæt fem minutter af hver aften, hvor I skiftes til at svare på ét spørgsmål:

“Hvad har påvirket dig mest i dag?”

Ingen må afbryde, forklare eller løse noget. Bare lyt.
Det handler ikke om at gøre noget rigtigt – men om at øve sig i at være vidne til hinandens indre liv.

Jeg mærker, at…

Lav en lille regel i jeres samtaler: hver gang du vil sige “jeg synes” eller “jeg tænker”, så prøv i stedet at sige “jeg mærker…”. Det træner forbindelsen mellem hoved og krop – og gør dig mere præcis, når du fortæller, hvordan verden påvirker dig.

Brug det, I ser sammen

Når I ser en film, hører en podcast eller læser en artikel – spørg hinanden bagefter:

“Hvad ramte dig mest i den?”

Det er en lavpraktisk måde at begynde at tale om følelser på, uden at det handler om jer. Ofte åbner de samtaler for noget langt mere personligt bagefter.

Rigtig god træning.

Jeg møder mange mænd, der leder efter et svar på et simpelt spørgsmål: Hvordan er man egentlig en mand i dag?

Mit svar er lige så simpelt – men det kræver noget af dig: Du skal være præcis.

Det er vigtigt at sige, at du ikke skal forveksle præcision med styrke i den klassiske forstand, som mange mænd er opdraget til. At være stærk – fysisk, økonomisk, karrieremæssigt – er gode egenskaber. Men de fortæller intet om, hvem du egentlig er indeni. Det kan efterlade mennesker omkring dig i utryghed, fordi de ikke ved, hvor de har dig. Styrke uden præcision bliver hurtigt tolket som hårdhed, kontrol og skaber følelsesmæssig afstand.

Din styrke bruges til at tage ansvar for, at kommunikere præcist hvem du er, hvad du kan, og hvor der er plads til forbedringer. Det betyder, at du er bevidst om, hvad du siger, og hvorfor du siger det. Du fremstår ikke som et hårdt, urokkeligt egetræ, der aldrig bøjer sig. Men som en mand, der kan bruge sin styrke til at stå fast i sine meninger, vise sin sårbarhed – og samtidig tage ansvar for at justere, når virkeligheden viser, at noget skal ændres.

Når jeg er præcis, betyder det for eksempel:
– At jeg siger det, jeg mener, fordi jeg har mærket efter, hvad jeg føler.
– At jeg tør indrømme, når jeg tager fejl – og rydder op, undskylder og justerer mig.
– At jeg kan sige: “Jeg ved det ikke” – i stedet for at svare uldent.
– At jeg tør fortælle dig, når du overvælder mig.
– At jeg er villig til at lytte til kritik.

Når jeg er præcis, ved du altid, hvor du har mig. Og det skaber en grundlæggende tryghed – både for mig selv og for de mennesker, jeg er tæt på.

Spørg dig selv:
– Er jeg tydelig nok i mit forhold, når det kommer til mine behov og grænser – eller håber jeg, at min partner selv gætter sig til dem?

– Ved mine børn eller kollegaer, hvornår jeg er til stede – og hvornår jeg er overvældet?

– Kan jeg indrømme, når jeg ikke har svaret – eller holder jeg fast i en facade af kontrol?

– Hvornår var sidste gang, jeg sagde undskyld og reelt justerede mig?
– Og hvad ville der ske, hvis jeg trådte mere præcist frem i mit liv – både som mand, som partner og som menneske?

Der er noget i tiden. Flere og flere mænd begynder at mærke, at det, der tidligere fungerede – isolation, tavshed, alene-ansvar – ikke længere er holdbart. Vi er i bevægelse. Vi begynder at stille spørgsmål ved vores relationer, vores formål og vores måde at være i verden på.

Med den bevægelse er der ét centralt spørgsmål, der står frem:

Hvor går du hen som mand, når det ikke bare handler om at optimere din karriere – men om at forstå dig selv, dine relationer og dine følelser?

Det spørgsmål får jeg ofte. Så lad os dykke ned i det: Hvem er en god coach for mænd i Danmark?

I denne artikel får du mit faglige bud – fra mit perspektiv som coach, mandegruppefacilitator og forfatter, der i årevis har arbejdet med mænds identitet, følelsesliv, ansvar og relationer.

I vores kultur har vi gennem generationer haft et ‘disney-illusion’ af, hvordan en relation skal være, føles og se ud. Allerede som børn lærer vi, at prinsen altid rider afsted med prinsessen i solnedgangen, forelskede og lykkelige til deres dages ende.

Men eventyret lærer os intet om, hvordan man i det virkelige liv håndterer de svære følelser, tvivl og uenigheder, der naturligt opstår i en relation. Spørgsmål opstår som: Er der noget, du mangler, eller har lyst til, men ikke siger til mig? Når du pludselig bliver stille, er det så fordi, du er i tvivl om vores fremtid? Ønsker du egentlig de samme ting i fremtiden, som jeg gør?

Her kommer forholdet – som Bambi – på glatis. For vi er ikke blevet skolet i, at kærlighed også rummer friktion, forskelligheder og øjeblikke af tvivl. Samtidigt er vi heller ikke forberedt på at håndtere, at vores partner til tider har andre følelser og meninger, der ikke nødvendigvis stemmer overens med vores egne forestillinger. 

(Artiklen fortsætter nedeunder)

Hvorfor har eksperterne gennem 11 sæsoner af ‘Gift ved første blik’ ikke lykkedes med deres eksperiment om at gøre parrenes forhold langtidsholdbare?
Årsagen er et helt fundamentalt område, som desværre er den samme, der gør, at halvdelen af det ‘virkelige livs’ parforhold heller ikke klarer skærene.

Når parret for første gang møder hinanden, er de ikke bevidste om, at de med det samme er gået i gang med en holdsport, hvor en samtalekultur skal opbygges. Den skal ikke kun tage sig af de emner, man er enige om – men også de tvivl, bekymringer og usikkerhed, der naturligt opstår, når to mennesker skal lære hinanden at kende.

I holdsport har vi et ansvar for at få spillet til at flyde og fungere. Når det ene hold scorer, lægger det andet sig ikke ned og græder i grønsværen. De samme vilkår gælder i et forhold. Du skal kunne lytte til din partner og acceptere at høre, at du ikke altid er perfekt, og at din partner til tider slår sig på dig.

Det er sårbart, når vi mere eller mindre frivilligt stiller op til en svær samtale med vores partner, hvor overskriften er kritik af ens indsats i relationen. Det er de færreste, der fra naturens side klapper i hænderne, når man får at vide, at man ikke har gjort den man elsker ked af det.

For at undgå ubehaget, har vi mange forskellige ubevidste strategier, vi trækker op af hatten i selvpreservationens navn. Ofte bliver modangrebet, at brokke sig eller klage over, at man overhovedet skal finde sig i at modtage kritik.

“Jeg føler mig simpelthen så forkert, når du kritiserer mig.”

“Det er utroligt, at vi altid skal til at tale om, hvor forkert jeg er!”

“Jeg kan åbenbart ikke finde ud af at være i en relation”.

Fokuset er flyttet fra selve kritikpunkterne, til en diskussion om det at få kritik.

Formålet med samtalen er faldet pladask på gulvet, og vi er nu i gang med at etablere en kultur, hvor der ikke er plads til at justere på forholdet. Hvorfor overhovedet forsøge at tale sammen, når samtalen alligevel ender i grøften? Endvidere skal vi bruge dage eller uger til at finde ind til hinanden igen.

(Artiklen fortsætter nedeunder)

I fredags holdt psykolog Trine Hjorth Bønnerup fra ‘Gift ved første blik’ og jeg live kærlighedsbrevkasse under Golden Days festivalen. Her fik vi et interessant spørgsmål: Er forelskelsen nødvendig for en relations langtidsholdbarhed?

Det korte svar er nej. Et forhold behøver ikke antændes af en brændende forelskelse, hvor alt er regnbuer og enhjørninger. Men i vores kultur forventes det, at parforholdet altid begynder som et Disney eventyr. Mange føler sig derfor forkerte, hvis de ikke mærker forelskelsen, når de møder en ny partner. Ofte kan projektet blive dømt ude netop på grund af de manglende sommerfugle i maven. 

Forelskelse er faktisk en form for sindssyge. Vi bliver fyldt med en ursuppe af dopamin, oxytocin og serotonin, der kan få os til at føle, at alting giver mening lige nu. Vi bliver blinde for konsekvenserne af alle vores handlinger. 

Men, når vi bliver ældre, begynder vi at have mere styr på os selv, og vi ved i langt højere grad, hvad vi vil, hvad vi er gode til, og hvor der er plads til forbedringer. Vi står grundlæggende stærkere i os selv. Det betyder også, at kærligheden tit spirer på et helt andet fundament: Vi har samme værdigrundlag, interesser og kan hurtigt mærke en forbindelse til hinanden. Denne forbindelse bliver kun med tiden dybere og stærkere.